Troldand
Troldand hanner og Hættemåge

Troldanden er – sammen med Blishønen – fjordens almindeligste fugl i vinterhalvåret. Den kommer her til i oktober, når den sibiriske vinter begynder at lukke vandene i dens yngleområder. I fjorden lever Troldænderne højt på de meget tætte bestande af Blåmuslinger, som findes på store dele af fjordbunden. Disse muslinger, som er for små til menneskeføde, har lige den rigtige størrelse til en Troldand.

Stor flok Troldænder på Kattinge Sø

Den vigtigste rasteplads i området er Kattinge Sø. Her ligger ofte omkring 20.000 fugle i én tæt flok. Hele dagen ligger de passive på søen, men cirka en time efter solnedgang, når det er blevet rigtig mørkt, letter hele flokken samlet og trækker ud over fjorden for at æde. Deres foretrukne områder er de lave strømfyldte områder omkring Eskilsø, men stort set alle områder – bortset fra den midterste del af Bredningen – bliver udnyttet. Om morgenen trækker de tilbage til søen så snart det begynder at lysne, men tilbagetrækket foregår i mere spredt fægtning.

Kattinge Sø er ikke den eneste rastepladser ved Roskilde Fjord. Også Selsø ved Skibby huser mange Troldænder. Fjordens samlede vinterbestand ligger på omkring 35.000. Det er 3-5 % (hver femogtyvende) af samtlige Troldænder i den Nordvesteuropæiske trækrute, hvilket fredningsmæssigt klassificerer området som en lokalitet af international betydning for Troldænder.

Hvis isen lukker Kattinge Sø, må Troldænderne flytte. Tidligere var kølevandsvågen ved Risøs atomreaktor og Roskilde havn vigtige rastepladser, men efter lukningen af reaktoren og spildevandsudløbet ved havnen er der – når isen dækker fjorden – kun nogle få strømsteder tilbage, så efter kort tids islæg må Troldænderne drage videre til Holland. Det gælder for øvrigt for mange andre vandfugle, at de overvintrer lige syd for tilisningsgrænsen.

Nyklækkede Troldandeunger på Langholm i Lejre Vig

Troldanden har i de senere år også opbygget en lille ynglebestand på holmene i den allersydligste del af fjorden. I 2002 ynglede således omkring 40 par på holmene i Lejre og Kattinge Vig.

Vil man virkelig opleve Troldænderne, skal man tage en tur til Kattinge Sø lige inden isen kommer. Her er der rejst et fugletårn, som giver meget fine observationsbetingelser. Og vil man have den helt store – men kortvarige – oplevelse med, så skal man vente til en time efter solnedgang og høre suset, når 20.000 ænder i samlet flok passerer tæt over ens hoved.